Forside
Ordblind/Dysleksi
Samarbejdspartnere
Kontakt


 


 

Arbejdsnarkoman (workaholic)

Er du disponeret for at blive arbejdsnarkoman (workaholic) 
Skrevet af Jan Wulff Møller

At være arbejdsnarkoman er særdeles skadeligt for dig selv og dine omgivelser. 

Samfundet er i dag opbygget, så der påhviler et større og større pres på hver enkelt person, og som ung i dag i særdeleshed. Vi skal hele tide gøre det bedre, og i Danmark skal vi være klogere og bedre samt uddanne os mere og mere bliver der sagt fra politisk side.
Vi skal være et videns samfund, hvor alle skal dygtiggøre sig, således er der allerede fra 1 klasse i skolen et pres, uanset om du er god i skolen eller ej, kan denne udvikling kun gå galt, og det er allerede godt på vej.
Arbejdsnarkomaner er langt mindre effektive end andre, de ender med at brænde ud og betaler en meget stor pris for det sammen med deres familie

At være arbejdsnarkoman betyder, at du sætter dit arbejde i første række, og det frarøver de behov du som menneske har samt de behov din familie og samlevende har.
Måske er du ikke bevist om de behov, fordi du ikke har lært det, og fordi du er blevet presset til hele tiden at gøre det bedre dels på grund af samfundet holdning, dels på grund af dine forældres ønske.
De mennesker der er disponeret for at blive arbejdsnarkomaner, er i særdeleshed de mennesker, der i deres opvækst ikke har oplevet den kærlighed og det ansvar, som børn og unge har brug for.

En arbejdsnarkoman er afhængig af sit arbejde, bruger overdrevent mange timer på det og bliver nervøs, hvis han eller hun ikke kan slippe af sted med det. De usunde sider af afhængigheden viser sig i form af udmattelse, søvnforstyrrelser og stress­relaterede lidelser som hjerteflimmer eller ligefrem blodpropper, familien lider meget under det, børnene får et helt forkert indtryk af det voksne liv, og samleveren vælger til sidst skilsmisse.

En arbejdsnarkoman blander alt med arbejde. Grænserne mellem arbejde og fritid bliver uklare. Familien bliver ofte inddraget i jobbet, så det er nemmere at arbejde med god samvittighed.

Arbejdsnarkomani er et misbrug. Alligevel har vi et samfund, hvor arbejdsnarkomaner betragtes som helte.

Arbejdsnarkomani er dog langt fra en heltegerning, for arbejdsnarkomanen redder ikke nogen, de synes som fantastisk effektive i første omgang, men er mindre effektive end andre og skaber større problemer i længden. 
Derfor er arbejdsnarkomani ikke bare dybt unødvendigt, men også direkte dumt.

Man skal også tænke på, at når arbejdsnarkomanen ender med at blive syg, er det noget af en opgave for kollegaerne at udfylde arbejdsnarkomanens plads i virksomheden. Det er ikke at optræde ansvarsfuldt på sin arbejdsplads samt over for sine kollegaer, hvis man er arbejdsnarkoman.
Hvis man er en god og fornuftig arbejdsgiver, har man interesse i, at sine medarbejdere trives på arbejdspladsen. Dette giver en god arbejdsindsats og stabile medarbejdere.
Det er derfor vigtigt når arbejdspladsen ansætter sine medarbejdere, at der lægges vægt på medarbejderens sociale færdigheder samt interesser med familien.

Man kan sige, at hvis man lever i vores samfund, er man disponeret for at blive arbejdsnarkoman, men man er endnu mere disponeret for at blive arbejdsnarkoman, hvis man i sin opvækst er blevet frarøvet sit selvværd. Hvis man har manglet kærlighed og ansvar fra sine forældre, og måske oplevet sine forældre selv har arbejdet meget.
Hvis den unge ikke har følt at kunne opfylde skolens krav, er der ligeledes stor sandsynlighed for, at selvværdet bliver mindre.
Om man selv er klar over om man har eller har haft en korrekt opvækst, er jo svært at vide, når man kun har oplevet det man er vant til.
Vi har som menneske nogle behov som skal dækkes i form af kærlighed, anerkendelse og succes samt at føle, at vi er gode nok. Hvis vi ikke føler og får disse behov dækket, vil vores selvværd blive mindre. Hvis vores selvværd bliver mindre, vil
vi med mindre vi giver op og bliver depressive, søge efter kærligheden og anerkendelsen. Sidst nævnte altså anerkendelsen er det der gør os disponeret til arbejdsnarkomaner.

At søge efter kærlighed uden at være bevist om hvad det er, er der rigtig mange mennesker der lider under, og som sagt kan man ikke vide hvad det er, hvis man ikke har oplevet det der er en korrekt opvækst.

For at kunne forstå hvad der driver os, skal man forstå, at et menneske har 2 slags bevidstheder. Sin bevidsthed og sin underbevidsthed/ubevidsthed.
Kroppen og sindet har nogle behov som skal dækkes, hvis de ikke bliver dækket har det for alle mennesker i alle tilfælde nogle konsekvenser.
Bevidstheden er det du er klar over, men i din underbevidsthed har du behov for kærlighed, omsorg, tryghed, i din opvækst at føle at der bliver taget ansvar, og at du føler at du bliver anerkendt som den du er. Dette er nogle behov som alle er født med.
Hvis et menneske ikke får disse behov opfyldt, vil det søge efter det også som voksen, da det ligger i underbevidstheden, som er styrende for vores adfærd.
Her bliver det så problematisk, for hvis man ikke ved hvad man skal søge efter, fordi man ikke har lært og oplevet hvad der er korrekt, har man jo ingen mulighed for at finde det, og vil som oftest søge efter det hos en partner, der har en adfærd som man er vant til fra sin opvækst. Det er det vi kalder social arv.
Vi søger efter tryghed, fordi vi har brug for det, og vi er trygge med det vi er vant til, og jo mindre vi har fået, jo mere vil vi søge, men som sagt er det her det går galt, for hvis vi ikke ved hvad der er rigtigt og godt for os, kan vi heller ikke finde det.

Hvis vi ikke kan finde ud af ovenstående, kan vi sikkert prøve at finde anerkendelse gennem vores arbejde, som jo nok er nemmere, og her opstår så en arbejdsnarkoman.
At være arbejdsnarkoman er en flugt fra virkeligheden. Man vælger ofte dette da man ikke kan få det sociale til at fungere.

Test dig selv:
Ganske enkelt så prøv at tage nogle dage, hvor din pc er slukket, din mobil er slukket, og du prøver at slappe af ude nogen form for arbejde. Kan du det?

At være samlevende med en arbejdsnarkoman er jo i særdeleshed som at leve med en afvisning, fordi arbejdet for din samlever kommer i første række. Din samlevers chef og arbejdskolleger kommer før dig. Din samlever vil sikket nægte det, men det er det du føler, og det som i et parforhold er så vigtigt, at blive elsket, at føle at det i har sammen er det vigtigste i livet, dette kommer i et samliv med en arbejdsnarkoman i anden række, og jeres børn får et helt forkert indtryk af, hvad samliv er.
Det er hårdt og usundt at leve med en arbejdsnarkoman.

For at blive rask og slippe af med sin arbejdsnarkomani, er det først og fremmest nødvendigt at kunne erkende sin sygdom. Jeg tillader mig at kalde det for en sygdom, selvom det endnu ikke er anerkendt i Danmark, det er det bla. i usa, men arbejdsnarkomani resulterer i stress, og det er en anerkendt sygdom, som egen læge kan give en sygemelding på.
Stress får man hvis man ikke føler at kunne nå det man skal, eller selv mener man skal, da det ikke altid er arbejdspladsen, der forlanger, at man skal gøre alt det man selv mener man skal nå når man er arbejdsnarkoman.
Hvis man får det skidt når man tager de føromtalte dage fri og slukker for pc og mobil telefon, har man stress.

Man kan ikke blive rask ved at tage medicin, det kan man ikke med nogen psykiske lidelser. Man kan eksempel komme til at slappe af og blive mindre bekymret, men det bliver man ikke rask af, man udskyder bare sygdommen.
Hvis man skal blive rask af en psykisk sygdom, skal man finde ud af hvad der ligger til grund for ens adfærd, og det kræver en psykologisk viden, og at man er åben og tør være ærlig over for sig selv og den professionelle man har søgt hjælp hos.
Som før nævnt ligger problemet for en arbejdsnarkoman stort set altid i et lavt selvværd. Et lavt selvværd betyder, at man ikke har troen på sig selv. Tanker som "jeg er for tyk", "jeg er ikke særlig køn", "jeg er dum", "jeg føler ikke at jeg god nok" eller "jeg er kedelig” er bl.a. de tanker en person med lavt selvværd har. Disse personer vil tillægge andres meninger stor betydning, da de er usikre på sig selv, og disse mennesker kan derved ikke tage det korrekte ansvar for sig selv.

Personer med et lavt selvværd har som regel en høj selvtillid, da de stræber efter at blive gode til noget som de som regel også bliver. Det er netop denne søgen efter anerkendelse, som gør dem disponible for at blive arbejdsnarkomaner.

For at komme ud af denne narkomani, kræves det ud over at bryde med de vaner der er tillagt, også at blive bedre til at tro på sig selv.
En sygemelding på lang tid, hvor der ikke bruges energi på arbejde, sammen med terapi er nødvendigt. En sygemelding på 4 uger er ikke nok til at bryde mangeårige vaner, og uden behandling vil den sygemeldte arbejdsnarkoman blot stresse videre så snart vedkommende begynder på arbejdet igen.
Det er svært at sige hvor lang sygemeldingen skal være, da det er forskelligt hvor hurtigt disse personer vænner sig til at slappe af uden arbejde, samt hvor gode de er til at modtage den psykologiske behandling.
Efter en behandling vil et forsigtigt arbejdsforløb med få arbejdstimer et par gange om ugen være at foretrække.
Som vores samfund er opbygget i dag, og da der bliver lagt mere og mere pres på befolkningen, vil flere og flere personer være disponeret for at blive arbejdsnarkomaner.

Kunsten er at finde en balance mellem livet og arbejdet.

 

©  Design-Jan Wulff Møller

Licensed by KKR-Consult